Den rosenfingrede dagning – om at digte

Hvad er et digt?

For mig begynder det med associationer eller ord, der popper op i mit hoved og danner forbindelser med nye associationer og ord, til der er et vidtforgrenet net – eller et krat, som der skal luges i! For eksempel begyndte jeg i aftes at tænke på bogstavrim og nye ordkombinationer: gasblå faldt mig ind, dernæst beton, gasblåbeton, et nyt ord, med en ny betydning: gasblå er en farve, man får i hovedet, hvis man ikke har det særlig godt eller er døende. Beton er hårdt, det er holdbart, man bygger broer og højhuse af det. Gas kan forgifte, ihjelslå, men også varme et hjem op. Det næste, der faldt mig ind, var vågeblus. Det er et trygt ord. Måske kan de her ord sættes sammen i et digt, der rammer en stemning, af noget hårdt, uafvendeligt, men også trygt. Måske er det døden, man mærker en gusten morgenstund, hvor et grimt højhus er nærmeste nabo? Uden at du har brugt ordet ”døden”.

En række andre ordforbindelser ”ramte mig”, også efter at jeg var gået i seng. Jeg var nødt til at stå op og skrive det ned på en lap papir, som jeg også tog med ind på natbordet. Bureaukratibanemand. Grufuldt grubegrums, halløj i hulen. Og så, sirenesang i natten. Det blev her til morgen, hvor jeg efter mine søvnløse ordlege stod vaklende op, kombineret med min kærestes opremsning af Hovedstadens Beredskabs melding om brandalarmer i området: blind alarm, blind alarm, blind alarm.

Det kan blive til noget. I øvrigt kan jeg også godt lide ordet røgdykker. Det skal helt sikkert med i digtet. Det var efter at jeg havde nedfældet ”oldgammelt orneblod” og ”nano-ninja” på min blok. Sommetider kan der, efter lang tids tørke, dukke en række nye forbindelser op.

Som broer mellem mig og verden. Digte er for mig en måde at bygge bro på.

Det kan være uventede ordkombinationer, som ovenfor. I Frankrig var der i 80’erne en reklame for strømper af mærket Dim – ”Dim t’es bleu comme une orange” (Dim, du er blå som en appelsin). Hvad man måske ikke lige ved er, at orange og blå er komplementærfarver. Men man fornemmer det. En appelsin er orange, ikke blå. Men det giver mening alligevel.

Digte kan også være en rytme, som i ”blind alarm, blind alarm, blind alarm” – jeg synes det klinger godt, og i øvrigt er det et heksameter a la oldtidens digtning.

Min kæreste analyserede en henvendelse, jeg havde fået, med ordene: ”Det er en trojansk hest”, og billeder fra Homers Troja sprang frem for mit indre øje. Sammen med den orange buket roser, jeg købte i Brugsen i går og som nu lyser på spisebordet (se foto) kom jeg til at tænke på Homers ”rosenfingrede dagning”, et højpoetisk udtryk, som fylder dagen med poetisk handlekraft! Hov – er poeter ikke sådan nogle lidt melankolske typer, der sover om dagen og hyler mod månen om natten? Jo, sommetider. Andre gange er de i gang ved tastaturet med ildhu og den rosenfingrede dagning i ryggen.

Jeg holder meget af Homers henrullende heksameter. Han kunne danne ord, så det sprøjtede: Hvad enten man læser ”Odysseen” i Christian Wilsters oversættelse med orddannelser som ”dorskfremvraltende okser” eller i Otto Steen Dues nyoversættelses ”stramtombæltede kvinder” og ”fugleflugtstolkere” , så er det en nydelse. Et digt må gerne være morsomt. Som Halfdan Rasmussen, der i dén grad kunne kombinere det melankolske og det finurlige. Benny Andersen, der satte den nordiske sjæl på rim med et twist. Piet Heins kortfattede gruk. Et lille destillat kan rumme store sandheder. Det tilbageholdte, ikke-sagte, pausen, er digtets inderste hemmelighed.

Redskabet er redigering.

Efter denne proces, og en ny gennemlæsning, vil jeg måske være klar med et digt.