Kategori: Digte

Sirenesang

I mit sidste blogindlæg fortalte jeg lidt om ord, der “popper op” og måske bliver til et digt, efter endeløse associationsrækker. Nu er det tid at se, hvad der så kom ud af det – og nedenstående digt er, hvad der står tilbage, efter at have hugget det til.

Ud af en brandtomt lyste et par øjne
to glitrende stykker kul i mørket
røgdykkeren kom til syne, som en ånd
han havde denne kat i de polstrede arme
røgglorie om visiret
i baggrunden sås en nanoninja
ubemærket glide ind i godsbanetunnelen.

Sirenesang i natten
blind alarm, blind alarm, blind alarm
Ildløs er sjælens metafor
ingen døde, kun en kvæstet
som det fremgik af rapporten.

Næste dags dis er en afart
i hvis skjul morgenrøden hemmeligt skrævende
på lange, orangefarvede ben
over høje huses vaklen
forsvandt med et gådeuldt smil
langs banelegemet.

Den rosenfingrede dagning – om at digte

Hvad er et digt?

For mig begynder det med associationer eller ord, der popper op i mit hoved og danner forbindelser med nye associationer og ord, til der er et vidtforgrenet net – eller et krat, som der skal luges i! For eksempel begyndte jeg i aftes at tænke på bogstavrim og nye ordkombinationer: gasblå faldt mig ind, dernæst beton, gasblåbeton, et nyt ord, med en ny betydning: gasblå er en farve, man får i hovedet, hvis man ikke har det særlig godt eller er døende. Beton er hårdt, det er holdbart, man bygger broer og højhuse af det. Gas kan forgifte, ihjelslå, men også varme et hjem op. Det næste, der faldt mig ind, var vågeblus. Det er et trygt ord. Måske kan de her ord sættes sammen i et digt, der rammer en stemning, af noget hårdt, uafvendeligt, men også trygt. Måske er det døden, man mærker en gusten morgenstund, hvor et grimt højhus er nærmeste nabo? Uden at du har brugt ordet ”døden”.

En række andre ordforbindelser ”ramte mig”, også efter at jeg var gået i seng. Jeg var nødt til at stå op og skrive det ned på en lap papir, som jeg også tog med ind på natbordet. Bureaukratibanemand. Grufuldt grubegrums, halløj i hulen. Og så, sirenesang i natten. Det blev her til morgen, hvor jeg efter mine søvnløse ordlege stod vaklende op, kombineret med min kærestes opremsning af Hovedstadens Beredskabs melding om brandalarmer i området: blind alarm, blind alarm, blind alarm.

Det kan blive til noget. I øvrigt kan jeg også godt lide ordet røgdykker. Det skal helt sikkert med i digtet. Det var efter at jeg havde nedfældet ”oldgammelt orneblod” og ”nano-ninja” på min blok. Sommetider kan der, efter lang tids tørke, dukke en række nye forbindelser op.

Som broer mellem mig og verden. Digte er for mig en måde at bygge bro på.

Det kan være uventede ordkombinationer, som ovenfor. I Frankrig var der i 80’erne en reklame for strømper af mærket Dim – ”Dim t’es bleu comme une orange” (Dim, du er blå som en appelsin). Hvad man måske ikke lige ved er, at orange og blå er komplementærfarver. Men man fornemmer det. En appelsin er orange, ikke blå. Men det giver mening alligevel.

Digte kan også være en rytme, som i ”blind alarm, blind alarm, blind alarm” – jeg synes det klinger godt, og i øvrigt er det et heksameter a la oldtidens digtning.

Min kæreste analyserede en henvendelse, jeg havde fået, med ordene: ”Det er en trojansk hest”, og billeder fra Homers Troja sprang frem for mit indre øje. Sammen med den orange buket roser, jeg købte i Brugsen i går og som nu lyser på spisebordet (se foto) kom jeg til at tænke på Homers ”rosenfingrede dagning”, et højpoetisk udtryk, som fylder dagen med poetisk handlekraft! Hov – er poeter ikke sådan nogle lidt melankolske typer, der sover om dagen og hyler mod månen om natten? Jo, sommetider. Andre gange er de i gang ved tastaturet med ildhu og den rosenfingrede dagning i ryggen.

Jeg holder meget af Homers henrullende heksameter. Han kunne danne ord, så det sprøjtede: Hvad enten man læser ”Odysseen” i Christian Wilsters oversættelse med orddannelser som ”dorskfremvraltende okser” eller i Otto Steen Dues nyoversættelses ”stramtombæltede kvinder” og ”fugleflugtstolkere” , så er det en nydelse. Et digt må gerne være morsomt. Som Halfdan Rasmussen, der i dén grad kunne kombinere det melankolske og det finurlige. Benny Andersen, der satte den nordiske sjæl på rim med et twist. Piet Heins kortfattede gruk. Et lille destillat kan rumme store sandheder. Det tilbageholdte, ikke-sagte, pausen, er digtets inderste hemmelighed.

Redskabet er redigering.

Efter denne proces, og en ny gennemlæsning, vil jeg måske være klar med et digt.

Dukkehuset udkommer 31. oktober 2017

Dukkehuset

Tirsdag den 31. oktober udkommer min nye digtsamling ”Dukkehuset”.
Digtsamlingen, som falder i to dele, kredser om barndomsoplevelser set fra barnets perspektiv, og hvad de gør ved mennesket som voksen. Dukkehuset skaber med sin barneverden først en ramme om barnets fintfølende sansninger i et ubarmhjertigt voksenunivers, og bliver siden til voksenjeg’ets klaustrofobiske indelukke.
Digtene er skrevet i et klart og konkret sprog, der sætter uhyggemættede billeder på barnets færden i en symbolverden, der er mørkere end mørk. Visionen er kulsort – med selvmord, sindssyge og alkoholisme som eneste muligheder, idet alle andre veje synes blokeret – men skønheden lurer, og natten bliver til guld… undergrundsstemningen rummer en slags håb.
Barnets verden er spækket med figurer, som danner deres eget billedsprog – Kulmanden, Snehvide og Kejserinden er centrale i barnets liv – mens dukkerne går igen i voksenjeg’ets mareridsagtige traume. Med ”Dukkehuset” er der skabt en egen verden af uhygge og tab, hvor sorgen er et gennemgribende tema. En sjælenes bog, der meget passende udkommer på Allehelgensaften.

Havets sang

Når havet synger
sin store lokkende sang
bølgernes slag;

Når ametystens
grønne skær i dit øje
grådigt rækker ud;

Når fyrtårnets blink
lumsk lokker skibe på grund
med grum intention;

Når stranden udstrakt
går i ét med bølgeslags
konkyliehvisken;

Da må du lytte
til vindens klagesang
om dem, der rejste;

Da må du skue
som i spejlet din skæbne
indgyde dig mod;

Da må du gribe
Nattens hånd og gå derud
stjernerne lyse.