Forfattervenner

Sidste søndag blev jeg ringet op med en trist besked: min gode ven og forlægger Flemming Andersen var død natten inden, helt uventet og kun 57 år gammel.

Efter Mortensaften i familiens skød lagde han sig til at sove for aldrig at vågne igen.

Hans veninde gennem hele livet havde ringet mig op – og var lige så chokeret som mig.

Lørdagen inden havde vi været i byen, alle tre – Flemming, Karen og jeg – og havde endt aftenen på Café Intime, hvor snakken gik i opløftet stemning og vi grinede ad en 80-årig klaverboksers usikkert vibrerende pitch, drak, røg og festede. Snakkede om bøger og bogfolk – som altid, når vi mødtes.

Diskuterede den film, vi lige havde set. Bohemian Rhapsody. Så kom Freddie Mercury på anlægget – altså den rigtige – med selvsamme sang, og selvom Rami Malek er god i filmen, er den ægte vare altså bare den, der giver ståpels, og vi skrålede med på sangen.

Det var ud på de små timer, da vi skiltes. På det tidspunkt anede jeg ikke, at det skulle blive sidste gang, vi sås.

Karen og jeg græd ind i røret. Hun havde tilbragt dagen ude hos Flemmings kone, sammen med andre venner. Jeg lovede at give Poeterne besked. Den flok mennesker, der af eget engagement driver Det Poetiske Bureaus forlag, hvor Flemming var redaktør og sparringspartner for mere end én poet og forfatter. Jeg fik fat i Søren, der gentog det ”nej!”, jeg selv havde udstødt tidligere. Giv den videre, men hold den lige fra Facebook i første omgang. Besked følger om bisættelse. Også Flemmings ekskone skulle have besked. Hun vidste det allerede. Jungletrommerne går, og en del gamle kolleger er pressefolk. Allerede mandag var det alligevel ude på Facebook. Flemmings kone skrev om sin elskede om tirsdagen. Inden da: Sorg og gråd, men også opbakning fra nær og fjern. Venner var rykket ind hos hende og sønnen for bare at være der. Lave mad, bakke op, til de fik besked om at bakke ud. Sådan var de. Formåede at tiltrække mennesker, der nu ville hjælpe, helt konkret.

Flemming var oprindeligt journalist, og jeg mødte ham, da jeg i 90’erne bevægede mig ind på Månedsbladet PRESS og blev hængende. Han var redaktør og lidt af en børste. Fik man en sjælden kompliment for sit arbejde, kunne man godt tage den for gode varer. Dengang var vi ikke venner, og vore veje skiltes i mange år. For så at krydses en dag på Facebook. Både han og jeg postede nogle digte, og jeg fandt ud af, at han havde skrevet et par bøger. Både digtsamlinger og senest ”Ukendt Land” om den store rige undergrund, der findes af danske digtere, som er ukendt for de fleste. Jeg kastede mig straks over de forfattere, han linede op i bogen, og her var ganske rigtigt tale om et stort uopdaget potentiale. Et potentiale, Flemming var med til at sætte på landkortet. Vi mødtes, da jeg en dag hyrede ham som redaktør på nogle skriverier, som jeg gerne ville have vurderet. Reaktionen var klar i spyttet: dine digte kan noget, novellerne skal du arbejde mere med. Ok.

Vi mødtes, og det blev ikke bare til et samarbejde, men også et venskab. Flemming banede vejen for udgivelse af mine to digtsamlinger – ”Arabesque” og ”Dukkehuset” – og det var den mest givende proces, jeg længe havde oplevet, at få et kompetent blik på det, jeg havde skrevet. De diskussioner, der fulgte med, var også af en særlig kaliber, idet vi kunne snakke om alt inden for litteraturens verden, og i øvrigt.

Vi mødtes, ikke ofte, men når vi gjorde, var det en fest. Hos ham i hjemmet i Hvidovre – hvor han og hans kone hvert år var vært for en havefest ”Dus med Dyrene” med hjemmelavede hotdogs  og kolde dåseøl og folk fra alle egne og professioner – eller på værtshuse rundt om i byen. Han havde meget klare holdninger til, hvad litteratur skal og ikke skal kunne:

”Man skal have noget, som man vil give til andre, ellers er det ligegyldigt”, skrev han engang i et brev , med henvisning til alle dem, der udgiver bøger for at se sig selv i et spejl og for at andre kan spejle sig i dem. Det skal løfte sig over navlepilleriet, sagde han, og det var jeg så heldig, at han mente, mine digte gjorde. Han beundrede de færøske digtere – udover William Heinesen, Joánes Nielsen, som han var i færd med at redigere en bog af, da han døde – og beatpoeterne, som han også oversatte: William Burroughs ”De Tabte Muligheders Spøgelse” udkom tidligere i 2018 i Flemmings oversættelse. Tidligere havde han udgivet sin egen ”Drømmekabinettet” samme sted, en filosofisk roadroman, der blander mytologi, filosofi og madlavning, idet Flemming også var lidt af et madøre.

Hans død har ramt mig lige i maven. Som en boksehandske, der kom ind fra venstre. Det er en ven og en diskussionspartner, én, jeg kunne spille en bold op ad, bryde mine meninger mod, og en slags mentor – en skrigorange bøje på et sort oprørt hav.

Nu skal jeg selv finde vej, og finde mine ankre, eller bøjer, andetsteds. Karen og jeg mødes snart igen, og vi vil gerne have Poeterne med, og alle der har lyst. Det vil i lang tid frem være meget meget mærkeligt ikke at kunne ringe Flemming op og sige: ”Hvad mener du egentlig om det eller det?” og blive klogere, for det er hvad der sker i en kvalificeret samtale: om man er enig eller ej, bliver man altid lidt klogere.

Eller grine ad hans kommentar om en forfatter, der skriver udleverende om sin ekskone: ”Fedtøre”. Flemming var fyndig og talte uden omsvøb, man kunne regne med at få klar beske, og tak for det. Men han var også blevet mere afrundet, end jeg husker ham fra Press. Mere tilgængelig. Heldigvis for det. Jeg ville ikke have undværet at kende ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.