fbpx

I dag har jeg sendt min bog om autisme, angst og adhd til tryk – det er en travl julemåned, og der er tryk på trykkeriet! Så: jeg ved endnu ikke, om den når at komme med under juletræet i de små hjem. Men ellers er der en bog at kaste sig over, når det ringer ind til et nyt år.
For en kontrolfreak som mig er det næsten ubærligt med alle de ubekendte, der er i forbindelse med en bogudgivelse. Jeg har hundset med layouter, en meget hjælpsom projektleder på trykkeriet og ringet en snes gange til Dafolo. Men selvom jeg er vild med processen, må jeg ind imellem som en anden Maude lægge mig ind under dynen med hovedpine.

Det bringer mig til at besvare det fundamentale spørgsmål, jeg har fået undervejs i skriveprocessen: Hvorfor nu skrive en bog om autisme?!
Reaktionerne går fra nysgerrighed og interesse til skepsis og slet skjult undren.
Det kan jeg godt forstå – for sådan havde jeg det også selv, da min søn for fire år siden fik en uønsket diagnose på Aspergers syndrom, som er en diagnose på autismespektret – eller Autisme Spektrum Forstyrrelse, som det hedder. Alene ordet forstyrrelse….
Det skulle vi ikke nyde noget af. Min søn er en rask, glad og temmelig kvik dreng, hvad var nu det?

Her, fire år efter, er jeg selv blevet udstyret med både en Aspergers og en ADHD diagnose – efter sygemelding, belastning, angst. Det begyndte med, at jeg selv skulle sætte mig ind i, hvad diagnosen betød for min søn, om det nu kunne passe… Sygeliggørelsen i at få en diagnose hæftet på sit barn, var et chok. Men da jeg læste mig ind i emnet, og efterhånden som min søn begyndte at trives igen, drog jeg et lettelsens suk: vi er mange i dagens Danmark, også mange, der kan tænke, tale, føle – men som har nogle ekstra belastninger i form af øget stressfølsomhed.

Det er ikke så sejt at sige det højt – hvem vil ikke gerne være superwoman (måske bortset fra Superman), der overkommer alt? Og måske lever vi også i en verden, hvor vi skal kunne præstere på alle planer. Det er der flere, der ikke kan – og som får en diagnose. Det skal vi turde tale om, og vi skal turde sige stop. For stress og pres og et skolesystem, som mange børn simpelthen ikke kan tåle at være i. I morgen, fredag, arrangerer Autisme Ungdom en demonstration på Christiansborg Slotplads, for en skole, man kan holde ud at være i. 75.000 stole står tomme i skolen i dag. Det er uholdbart.

Jeg besluttede at skrive en bog, og også interviewe andre med diagnoserne. Det blev til en håndfuld personlige historier, inklusive vores egen, om processen fra at være blank, uforstående, tænke What the Fuck! – og til at acceptere og leve med det, der er.

Bogen kommer om ad samfundsaspekterne, neurologi – hjernens indretning – og forskellige måder at anskue diagnoserne på. Jeg har undervejs reflekteret, og diskuteret med mig selv og andre. Hensigten er at bringe lidt forståelse ud – fordi for mig at se er det med dette som med alt andet: i det specielle ligger det universelle.