fbpx

 

 

Svend Brinkmann trækker i Politiken den 4. april 2021 sin sædvanlige gamle krikke af stalden i en advarsel imod alle de diagnoser, vi unødigt påfører børn i mistrivsel: “Hvis vi reagerer for langsomt, risikerer vi at menneskers problemer vokser og bliver værre, men hvis vi reagerer for hurtigt, risikerer vi at sygeliggøre normale reaktioner, der måske ville forsvinde i takt med, at vi vender tilbage til normale tilstande”. Brinkmann mener, at det fænomen, der på engelsk går under betegnelsen “watchful waiting” er “alternativet til hurtig opsporing, diagnostik og måske sygeliggørelse”, som han skrev på sin Facebook-profil. Hvor han i samme åndedrag nævnte diagnoser som ADHD og autisme. Brinkmann bringer i erindring, at der blandt 17-årige selv før coronakrisen var 15 procent der havde mindst én psykiatrisk diagnose og advarer i samme åndedræt mod ”sygeliggørelsen af normale reaktioner”.

Men problemerne forsvinder ikke, i takt med at hverdagen normaliseres, som det også er anskueliggjort i en artikel i Politiken den 20. marts, hvor klinikchef Nina Staal fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center er citeret.

Der er intet tjent ved at vente. 

Børnene skal hjælpes her og nu, og der er intet tjent ved at vente. Hverken ud fra et samfundsøkonomisk eller diagnostisk synspunkt. Ofte er den præcise, psykiatriske diagnostik vejen at gå for at at kende sit eget neurologiske udgangspunkt – uden at det bør begrænse livsudfoldelsen. Brinkmann nævner specifikt autisme og ADHD som diagnoser, der er en del af den “diagnosekultur”, som Brinkmann efterhånden i en ti års tid har levet højt på at have en mening om. Men hvad er egentlig hans videnskabelige belæg for at skrive, som han gør? Kender han til de problemer, som børn med autisme og ADHD trækkes med, alt imens de kæmper for at finde sig en plads i det almene skolesystem?

Er Brinkmann mon bekendt med de omfattende undersøgelser, der viser, at mennesker med udiagnosticeret ADHD har en langt højere kriminalitetsrate end gennemsnittet, en langt lavere indkomst og levetid, der er en forkortet med gennemsnitligt 12,5 år? Simon Baron-Cohen, professor i psykologi på Cambridge Universitet, taler for så tidlig autismeopsporing og diagnosticering som muligt. Der er jo en grund til, at diagnoserne er mangedoblet i de sidste årtier – og det er, at det først er nu, at man er blevet opmærksom på dem. Baron Cohen taler om ”den tabte generation” af udiagnosticerede autister – nemlig alle autister, der er født før 1980 og som i hobetal står uden for arbejdsmarkedet. I Danmark er det påviseligt kun 10 procent af alle autister, der er i ordinær beskæftigelse. Det tal skulle gerne forbedres, og det kan det ved at kende problemerne og vide, hvor man skal sætte ind.

Mennesker med udiagnosticeret ADHD har en langt højere kriminalitetsrate end gennemsnittet, en langt lavere indkomst og levetid, der er en forkortet med gennemsnitligt 12,5 år.

 

Langt de fleste børn og unge, der bliver identificeret med en korrekt diagnose i psykiatrien, har et godt udgangspunkt for at finde et skoletilbud og et fællesskab, der kommer dem til gode. Men det er ikke realiteten i dag. De børn, der mistrives og ender med en diagnose på autisme og ADHD, har i mange tilfælde i årevis haft en mildest talt spredt, eller ingen skolegang, er stressede i en grad, så de udvikler overbelastningssymptomer som OCD, spiseforstyrrelser og selvskade.

Rapporten “Skolens tomme stole” (Børns Vilkår og Egmontfonden, 2020) kortlægger 75.000 børn, som har mere end 10 procents fravær i folkeskolen. Iflg. Landsforeningen Autisme er mindst en tredjedel af disse børn børn med autisme. Autistiske børn (og voksne) er mere stressfølsomme, overbelastes nemmere og modtager information anderledes end andre børn. Det samme gælder børn med ADHD.

75.000 børn har mere end 10 procents fravær i folkeskolen. Iflg. Landsforeningen Autisme er mindst en tredjedel af disse børn børn med autisme.

 

Men i kommuner og skoler hersker en kultur, hvor “inklusion” er et mantra, som bruges i spareøjemed. I 2020 kom det frem, at en tredjedel af alle landets kommuner havde ansat specialkonsulenter til at spare specifikt på hjælpen til handicappede børn. De fik resultatløn for disse besparelser. En klokkeklar ulovlig praksis, men blot et eksempel på den kassetænkning, som forældre til børn med diagnoser – eller skal vi sige, problemer – er oppe imod. Man modtager rundt omkring på skolerne midler fra kommunen til børn med diagnoser – blot for at kunne holde dem på skolen, sige at man hjælper dem, mens inklusionspædagogen render rundt på hele skolen for at slukke ildebrande, mens barnet, der skulle hjælpes, sidder i et taglokale for sig selv og ikke lærer noget.

“inklusion” er et mantra, som bruges i spareøjemed i skoler og kommuner.

Min påstand er, at pengene kunne bruges bedre, nemlig ved at opspore hurtigt, og skabe specialiserede miljøer, som børnene kunne trives i og hvor de kunne fællesskaber og lære i deres eget tempo. Det ville på sigt være en samfundsmæssig god investering – for børn, der ikke opspores tidligt, risikerer at udvikle alvorligere psykiatriske og behandlingskrævende diagnoser senere hen.

Forældrene bliver igen syndebukke

Forældrene bliver igen syndebukken, også i Brinkmanns optik, fordi de risikerer at “opbygge en overdreven bekymringskultur nu på børnenes vegne”, som børnene kan spejle sig i og tage med sig. Det ligger tæt op ad andre velmenende psykologers uvidenhed om de specifikke diagnoser, som der for eksempel ikke tages højde for i den eksisterende angstbehandling, hvor strategien er, at børnene bare skal eksponeres. Erfaringerne med autisme og ADHD viser noget andet, og man risikerer, ved at negligere problemerne i normaliseringens navn, at gøre dem værre.

Watchful waiting er ikke en god strategi

Watchful waiting er ikke en god strategi, når det drejer sig om børn i mistrivsel – for ofte har de børn, Brinkmann så skråsikkert taler om, siddet i årevis i isolation på værelserne rundt omkring. Uden at der er fulgt den massive samfundsindsats med, som vi har set under corona-nedlukningen. Det, vi kan lære af corona er, hvad social isolation medfører. Også for børn med autisme og ADHD.

De har ventet længe nok.